Da jeg var lille, barn på Nørrebro, var det eneste elektriske apperat i lejligheden, en radio, som kun min far måtte røre, han hørte mest 'præstens radioavis'. Jeg kiggede på det blanke stof og på glasset foran og undrede mig over hvordan præsten kunne trække vejret derinde i den kasse; ''hvordan er han kommet ind i radioen''? spurgte jeg engang. Engang var det far der var i radioen, mor vækkede os piger sent om aftenen ''Kom og hør jeres far er i radioen'' sagde hun og tog os med ind i stuen. Hun havde lagt gran på det lille bord foran sofaen og tændt lys, så sad hun og græd imens hun sagde ''kan I høre det er jeres far''? det kunne vi godt og vi lyttede til hans stemme, ordene kunne vi ikke forstå ret meget af.

Vi gik i ens nederdele som mormor havde syet og ens grå strikketrøjer som mormor havde strikket. Mormor kom engang imellem med tøj hun selv havde lavet til os, natkjoler, nederdele trøjer som hun pakkede ud af en stor pakke af groft stift brunt papir. Det var så dejligt og vi følte os som de pæneste piger i gården, når mormor havde været på besøg. Det bedste var dog at få nye sko, stive blanke brune sko med snøre bånd og en ballon i hånden når man gik ud af forretningen.

Om vinteren hængte mor maden ud af vinduet i et net, så kunne det bedre holde sig, køleskab havde vi nemlig ikke noget af, det var kun 'de rige' der havde den slags. Om sommeren fyldte hun en stor grøn gummibalje med koldt vand og satte mælkeflaskerne ned i det.

Min skal er så tynd lige for tiden, jeg er så sårbar og tyndhudet, der skal ingen ting til, før jeg er helt trist og får tårer i øjnene, alt bliver sort og uhyggeligt, jeg har virkelig svært ved at foretage mig noget. Jeg prøver at sy, for jeg skal jo have lavet billedet færdigt til zana og også have syet det til Alain, men jeg går hele tiden istå og bliver rastløs og ked af det.

Jeg har ellers arbejdet hårdt i haven de sidste par dage og som sædvanligt er det faktisk noget af den bedste medicin, bare arbejde arbejde arbejde, til jeg bliver så træt at jeg falder i søvn. De gamle sagde jo også 'Lediggang er roden til alt ondt', det er også rigtigt, al den tid jeg har til at tænke, det er slet ikke så særlig godt, for tankerne er mørke og triste og trækker mig til steder der er mørke og triste.

Jeg har fået gravet min Mirabelle busk op, det var egentlig en lille busk med røde blade, men jeg fik plantet den forkert, så det blev podetræet, altså Mirabellen der kom til at vokse og ikke den busk som jeg havde købt. Det var et meget hårdt arbejde for først måtte jeg skære kronen ned derefter save stammen af i små stykker ad gangen og tilsidst grave selv roden fri, bagefter følte jeg mig så stærk som da jeg var ung, dengang jeg kunne alt.

Jeg flyttede så min Japanske Ahorn derhen hvor Mirabellen havde stået, det blev rigtig godt og ser meget kønnere ud, så let og luftigt. Jeg gravede hele mit rosenbed op og smed næsten alle roserne ud, jeg beholdt kun to som jeg flyttede til et nyt sted, der hvor roserne havde stået har jeg plantet en Syrén, en sommerfuglebusk og en Japansk Azalie, som jeg har passet og plejet i flere år i en krukke. Der hvor Syrénen havde stået sammenmed nogle andre planter som jeg også gravede, der har jeg sat to havehibiscus ( Raisha al Shahid, som jeg engang lærte det(Syriske Roser)), en blå og en blårød, de bliver så utrolig smukke når de vokser til. Ja det er faktisk det der er den overordnede plan med haven, at jeg kun vil have blomstrende buske, næste kun, og græs selvfølgelig, så der ikke bliver så meget at passe.

Nu mangler jeg kun at rette græsplænen op, kante den, og få fyldt ny jord på de steder hvor den er ødelagt, så skal der smides frø og gødes. så er jeg færdig.

Jeg er meget tilfreds med alt det arbejde jeg har lavet, min have bliver nem og pæn, nu. Det var også det der var målet.

************

Jeg er ellers begyndt at gå ture nede ved vandet igen, det er så dejligt, så afslappende og frit, jeg har jo ikke gået dernede i rigtig lang tid, fordi jeg var så bange for at gå øde steder, angsten driver gæk med mig, i perioder bliver jeg bange for næsten alt, jeg kæmper imod men det er svært og jeg vinder langt fra alle kampe, igår gik jeg også derned, Sara elsker jo vandet og det gør jeg også, men pludselig opførte hun sig så mærkeligt og begyndte at halte, jeg skyndte mig hjem med hende og hendes ene ben var blevet helt brændende varmt og hun kunne slet ikke støtte på det, jeg vaskede det, for at se om jeg kunne finde en brod eller andet, men jeg kunne intet finde.

Vi måtte afsted til dyrlægen med det samme og hun fik en sprøjte med noget der skulle modvirke allergisk reaktion (sikkert antihistamin), nu var jeg rolig og det var hun også, hun sov resten af dagen og natten med, og hele dagen idag har hun bare fulgt mig overalt og ville ligge ved min fødder og putte. Jeg elsker hendes tillid og kærlighed.

Vi gik meget tidligt iseng igår og lå og lyttede til tordenen og til dab radio, det var så dejligt der i mørket og med den kølige luft i værelset. jeg ville helts have det sådan altid, bare døse, - ikke være vågen og ikke sove rigtigt, for jeg har så mange mareridt lige nu for tiden, hver evige nat, det er nok også derfor jeg er så træt og ked af det, måske måske. Jeg står op midt om natten og tager sovemedicin, for at få sovet ordentligt. Det er jo så latterligt, lige som i vittigheden...' vågn op, du skal have din sovepille' men det er jo slet ikke en vittighed men dårlig realisme, sikkert for mange mennesker.

Jeg skriver snart igen tror jeg.

Prudence