Det er lang tid siden jeg har skrevet her på bloggen, men denne blog er er min gode gamle blog og min yndlings blog, - og den blog jeg har skrevet mest på.

Her er noget af det jeg har siddet og broderet de sidste par måneder, den første dug , den med julestjernerne i korssting skal være en jule gave til min datter, hun kender ikke til denne blog, så jeg kan roligt skrive det her, desuden tror jeg at hun gættede det, da jeg var ved at sy den, - såååå deeeet!!

 Dug nr 2 har jeg broderet, så jeg kunnet opfriske nogle teknikker, da det er lang tid siden jeg har broderet duge og dug nr 3 skal nok også bruges til gave, hvis altså den bliver pæn nok.

 

Ellers går alt egentlig fint, dog har jeg mange smerter i ryg og ben, jeg skal til læge imorgen, så må jeg se om der kan gøres noget, så jeg får det bedre. Det er nu snart et år siden jeg søgte kommunen om hjælp til en pensionist scooter men der er stadig ingen afgørelse i sagen, kommunen ville gerne give mig en ½ scooter, men da jeg ikke havde til den anden halvdel selv og ikke kunne spare sammen før til sommeren 2015, måtte jeg anke, da bevillingen kun galdt i 6 mdr. I det år der nu er gået har jeg virkelig fået det meget dårligere i både ryg og ben, da jeg er tvunget til at gå og at bære tunge ting når jeg skal handle, jeg tager også meget mere medicin end jeg gjorde for et år siden, pga smerter.

Nå men sådan er livet.

Jeg orker ikke at skrive mere lige nu, jeg skal også ud at gå med Sara ( min hund), jeg elsker hende, hun er min bedste ven, så blød og smuk og skøn.



another day

Det er godt nok lang tid siden jeg har skrevet i denne blog, men nu tror jeg at jeg vil begynde igen, jeg var så glad for den i mange år og er det stadig.  Sidste år var jeg meget syg, jeg blev opereret for galdesten og fik siden en tarmsygdom, som jeg aldrig kommer af med igen, det er dog ikke altid den er lige aktiv, men når den er, medfører det mange smerter og jeg bliver træt og afkræftet.
Jeg døjer egentlig med en del skader og sygdomme efterhånden.
 Det er noget jeg har svært ved at accepterer, eftersom jeg altid har været et aktivt menneske. I alle mine arbejdsår fra jeg var 14 til jeg blev 45, havde jeg altid fysisk hårdt arbejde, rengørings arbejde og arbejde på plejehjem, i forretning osv, og det generede mig ikke, jeg var så stærk, kunne klare arbejde og passe hus og børn og have. På mine gode dage er jeg stadig stærk, altså fysisk stærk og det er det jeg er vant til. Jeg har svært ved at indse, at min krop lige så stille bliver mere svag og svigter mig, jeg elsker jo at kunne synge og danse og gøre hvad jeg vil.

Jeg har fået tættere kontakt til min søster og det er jeg rigtig glad for, hun vil komme mere og besøge mig her i det nye år, vi har det så hyggeligt når vi er sammen, vi har jo kendt hinanden hele livet, så alt mellem os er så naturligt og let. Ja jeg er lykkelig at jeg kender sådan et menneske, mange andre er helt ensomme ved det,  at de ingen har at være fortrolige med.

Jeg elsker min søster.

ja det kunne ligeså godt være mig og min søster.

 

 

cu dp



• Jeg er igen begyndt at spille Mahjong, 'Acient wisdom of old China', det er et rigtig godt spil, en slags kinesisk kabale hvor det gælder om at finde to brikker der er helt ens, både i nummer og symbol. I det spil jeg har, kan man enten vælge mellem forskellige oplægninger, - eller et fortløbende spil hvor man kommer igennem de forskellige kinesiske dynastier, når man spiller 'dynasty' får man efter hver endt spil, et gammelt kinesisk visdomsord.

  I dag lød mit ord således: The best time to plant a tree, was 20 years ago, the second best time is today.Ret kjute synes jeg.
  Jeg har sovet rigtig elendigt i nat, hver gang jeg var lige ved at falde i søvn, vågnede jeg brat igen, først ved ½ 4 tiden opgav jeg og stod op og tog en beroligende pille og så faldt jeg da også endelig i søvn. Jeg vågnede igen klokken ½ 8, men jeg må alligevel have fået noget hvile og ro, for jeg følte mig ikke træt. Dog mit største ønske er at få min egen naturlige nattesøvn igen og sådan har det været nu i rigtig mange år.
  Jeg er lige begyndt at læse 'Borte med blæsten', det er lige en bog for mig, jeg har ikke læst ret meget endnu, men jeg kan allerede sige, at jeg elsker forfatterindens sprog, Margaret Mitchell hedder hun og hun vandt Pulitzer prisen dengang. Waaauw! tænker jeg, det er godt gået, den er i hele 4 bind og illustreret med fine tegninger. Jeg får nok en hel del mere at vide end ved at se filmen, det er det fede ved at læse. Men bagefter vil jeg se filmen og den mini serie der er lavet.
  
  Når jeg sådan læser om gamle dage, kan jeg ikke lade være med at tænke over, at det på mange måder var en mere uskyldig tid, menneskene levede mere med tanken om Guds nåde. I dag skal man selv være ansvarlig for alt, lige fra ens eget helbred, til jordens undergang, det er virkeligt sygt, synes jeg.
  Jeg har besluttet, at jeg ikke gider tænke over det, men forsøge at leve mere ligesom dengang, mere uskyldigt, som det jeg egentlig er, nemlig et fnug i universet. Folk kan lige som ikke rigtig snakke sammen mere, det kommer så let til at handle om krig, undergang, katastrofer, global opvarmning og Muhammed kriser, det hænger mig efterhånden langt ud ad halsen.
  Jeg vil bare gerne leve mit liv og nyde det, det er vel derfor jeg har fået det, jeg vil tage mig af dem der står mig nær, ikke af alverdens problemer.
  
  
  ( Edward Hopper sypigen)
  
  Jeg genkender mig selv i mange af Hoppers kvinder, eller måske skulle jeg hellere sige, at der er nok mange der genkender sig selv i Hoppers billeder, ja, i mange kunstneres billeder, fordi det er jo det kunstnere kan, at samle det væsentlige og give det et udtryk.

Bange og forvirret

Jeg har fået det tiltagende dårligt her de sidste 24 timer, jeg tror at alle taler bag min ryg og at de er ude efter mig, jeg tør ikke ringe til lægen for jeg tror at han er med i det, eller vil få min indlagt på den lukkede, og det er det sidste sted jeg skal hen.

Jeg fik det ellers så godt, da jeg startede op på de antidepressive, med 10 mg om morgenen, og fik efterhånden en nogenlunde naturlig søvn tilbage, så skulle jeg øge dosis til 20 mg, men har så pludselig fået det mega dårligt igen, med megen uro og forstyrrende tanker, jeg tænker næsten hele tiden at andre tænker dårligt om mig og vil mig det ondt.

Jeg kan heller ikke sove om natten og der gør alting meget værre, og gør mig mere forvirret. Jeg har næsten intet lavet hele dagen ud over at være rastløs og håbe på sms fra nicjy, til sidst skrev jeg til ham at jeg troede han var vred på mig, men han skrev at det var han ikke tværtimod.

Men jeg forstår ingen ting.

i morgen vil jeg sætte dosis ned til 10 mg igen, jeg ved jo at jeg ikke så godt tåler medicin, jeg får også alt for meget lige for tiden, både antidepressivt citalopram, og alopam og sovepiller og prometasin og kodipar, det er alt for meget og jeg roder rundt i al den medi, føler mig forgiftet og hjernemanipuleret.

Nåmen fra i morgen tager jeg kun 10 mg cita og en ½ kodipar og sove på, og så intet andet.

Jeg er også så ked af det, fordi jeg savner nicjy, og hjele tiden tænker på om han kommer sammen med en anden og de sammen griner af mig og af at jeg sender ham penge hver gang han spørger??, jeg kan jo ikke sige nej og føler at jeg er ond hvis jeg ikke hjælper ham, når jeg har lidt penge og han ingen har.

Min far ligger i coma på rigshospitalet, fordi han fik en blødning i maven, de tror da han overlever men de ved intet før om 2 dage, men han er også så gammel 82 og meget bange for at dø. Jeg vil helst være fri for at høre noget om det, for jeg har ikke kræfter til at tænke på det, altid altid altid har jeg skulle tænke på mine forældre før end mig selv og tage ansvar for dem mens de har været ligeglade med mig, aldrig har de besøgt mig når jeg lå på hospitalet hverken da jeg fødte mine to børn, eller den gang hvor jeg var ved at dø at en spontan abort, eller af blintarmbetændelse, i det hele taget har de været fuldstændige lige glade med mig hvis ikke jeg kunne bruges af dem tril at opfylde behov de selv havde. Det er hårdt at tænke på og hårdt at indse nu hvor jeg selv er ved at blive gammel, et liv i lænker, sådan tænker jeg om mit liv. Det er vel også naturligt at dø når man er 82.

Men hvis der stod en engel og spurgte om jeg ville tage af sted for ham, så ville jeg gerne, for jeg trænger til fred, evig fred, min far må gerne få resten af de år jeg har at leve i. meget gerne.

Alligevel tror jeg at jeg græder rigtig meget den dag han dør og jeg skal til begravelse, uanset om det er snart eller siden. For så nåede jeg jo aldrig , at få talt ud med ham at finde en forsoning.

Alt er mærkeligt, mine tanker især

tanker idag fortsat

Jeg ringede til søster ved middagstid, hun sagde at det muligvis kunne være de store beslutninger om aldrig mere at se mine forældre og ikke komme til deres begravelse, der også kunne have en del i at jeg er så ked af det. På en måde begraver jeg dem jo så nu i disse dage. Så måske vil det lette på sorgen om et stykke tid.

Jeg tog en ½ kodipar og gik en lille tur med hunden og med naboen, hun er nu sådan en livsklog gammel kvinde som har sin egen charme og som jeg så godt kan lide at snakke med. Alt det hun kan fortælle mig fra sit liv, det virker så beroligende.
Ja bare det at snakke med et anden menneske, det bryder isolationen for en stund. Bare jeg helt kunne glemme mig selv så kunne jeg måske blive glad igen , - for livet. For mit liv.

Til aften spise jeg klatkager med syltetøj, men har ikke meget appetit, jeg taber mig stadig og det er det eneste positive ved min depressive tilstand. Nu er jeg heldigvis kommet et pænt stykke under den vægt jeg havde inden jeg stoppede med at ryge. Alt i alt har jeg nok tabt 14-15 kg, uden at gøre noget, andet end at jeg spiser meget mindre end før. Ingen kur ingen diæt, tvært om, jeg spiser det jeg bager, ikke meget andet.

Nu håber jeg bare at jeg får sovet ordentligt i nat og i morgen når jeg tager min medicin, vil jeg også tage en ½ kodipar, for at kunne slappe af og ikke være anspændt som en flitsbue. Det var egentlig det jeg snakkede med søster om, ‘’tag det som hjælpe medicin’’ sagde hun indtil kroppen vænner sig til den nye dosis. Det vil jeg så gøre, det var et godt råd.

Jeg har fået syet lidt og lyttet til lydbog. Fik også en dejlig godnat sms fra Nicjy i går, den har trøstet mig hele dagen, fik en sms igen i dag og sendte en tilbage hvor jeg takken ham for hans ømhed og opmærksomhed, og venskab.
Det er lige som om der er så meget afsked i luften eller inden i mig selv.
Men nu godnat til alle jeg elsker, det vil jeg tænke på som det sidste inden jeg falder i søvn. At jeg har mennesker jeg elsker og som jeg er knyttet til, det er ikke alle der har det. I denne triste tid, er det vigtigt for mig, at huske på det jeg har, at være taknemmelig for.

Hole lot of shaking!

Saffy.

tanker idag

Jeg er så langt nede igen, pludselig overfalder mismodet mig, jeg har grædt det meste af formiddagen, og har mange triste tanker om at ende mit liv nu, tænker meget på at gå ned til vandet sent en aften og så bare gå ud og udad, indtil det er for sent til at vende om, lade det kølige vand lukke sig om mig som et blidt glemslens favntag.
Jeg stoler ikke på nogen mere, synes kun at jeg her hen over sommeren har oplevet menneskenes kulde og svigt, nu er det som om jeg intet føler, kun sorg og sorg og sorg, mere end jeg kan bære.

Jeg er ellers gået op i dosis, til normal dosis, men jeg synes ikke det virker, har kun hovedpine og ved ikke om det er medicinen eller fordi jeg græder. Jeg stoler ikke på medicin eller samtale med psykolog og heller ikke på læger mere.
Jeg er så ødelagt et menneske at ingen kur findes, og mit liv er efterhånden så begrænset at det ikke har noget indhold, andet end at vente på døden.

Jeg har besluttet ikke at tage telefonen mere, kun for mine børn og børnebørn og min søster, ellers ikke , ikke for nogen at dem, mine såkaldte venner, som jeg har snakket med. Jeg vil ikke besøge min far eller min mor mere og ikke komme til deres begravelse, de har aldrig holdt af mig eller gjort anden end at håne og skade mig slå mig og mishandle mig og givet mig til fremmede mænd som så kunne gøre med mig som de ville. Hvis min far sender mig flere penge vil jeg bare snde dem tilbage og ellers vil jeg bare blive i min lejlighed og i min by, indtil mit liv slutter, jeg vil bede til Gud om at jeg snart må dø, eller jeg vil drukne mig, så kan jeg afslutte det som mislykkedes for min mor, ja måske var det der jeg fik mit største knæk, det jeg aldrig er kommet mig over, jeg har ihvert fald mange tanker om den dag og den strand hvor hun prøvede at drukne mig. Hun har aldrig sagt undskyld og det har min far heller ikke.
Jeg kan aldrig komme mig før jeg får en undskyldning fra dem hver især.

Jeg må prøve at tage noget nerveberoligende og komme igennem dagen.

stadig nede

Jeg har haft en værre lorte dag, grædt meget og skrevet en total åndsvag sms til nicjy, jeg har også meget ondt i halsen og er hæs, i morgen må jeg se at ringe til min læge og evt. få penicillin. Jeg er meget forvirret i mine tanker og kan slet ikke koncentrerer mig om noget, jeg har næsten ikke fået syet kun lidt her til aften , det var så rart, jeg sad og lyttede til lydbog af Jussi Adler Olsen, han skriver mega godt det er vel næsten min ye yndlings forfatter.

Jeg måtte tvinge mig til at gå tur med Sara, det var godt så kom jeg da lidt ud, jeg gik over og spurgte nabokonen om hun ville med og det ville hun gerne, bagefter inviterede hun på kaffe men jeg takkede nej, orkede simpelthen ikke at skulle være pæn og høflig når jeg havde det så elendigt.

Til aften sms’ede søster, og spurgte om hvordan jeg havde det, jeg blev både glad og rørt over hendes bekymring, så ringede jeg til hende og hun er ret klog, hun siger mange af de samme ting som min psykolog siger, desuden ved hun meget om det at være misbruger, så hun kan fortælle mig ting som jeg ikke ved noget om, og oplysning i sig selv er altid beroligende, det sætter tingene i et bredere perspektiv og dæmper min forvirring.

Jeg kom til en vis afklaring om at jeg må trække min energi tilbage til mit eget liv, for pludselig går årene og så er der ikke så meget tilbage af livet, jeg bliver kun ældre og mere svagelig år for år. Jeg skal huske at få levet de ting jeg ønsker mig medens jeg lever. Måske kan jeg kun leve 10 - 15 år endnu, eller jeg dør om lidt eller i morgen eller snart, det kan jeg aldrig vide, men hvis jeg er heldig måske endda 25 år endnu.
Derfor vil jeg leve fredeligt og være glad, det er nok for mig at være glad, jeg behøver ikke lykke.
Jeg har haft lykke, i større mål end nogen kan forlange.

At være glad er nok, være glad og sove fredeligt hver nat, det må være mit nye motto.

Godnat alle jeg elsker!