Bange og forvirret

Jeg har fået det tiltagende dårligt her de sidste 24 timer, jeg tror at alle taler bag min ryg og at de er ude efter mig, jeg tør ikke ringe til lægen for jeg tror at han er med i det, eller vil få min indlagt på den lukkede, og det er det sidste sted jeg skal hen.

Jeg fik det ellers så godt, da jeg startede op på de antidepressive, med 10 mg om morgenen, og fik efterhånden en nogenlunde naturlig søvn tilbage, så skulle jeg øge dosis til 20 mg, men har så pludselig fået det mega dårligt igen, med megen uro og forstyrrende tanker, jeg tænker næsten hele tiden at andre tænker dårligt om mig og vil mig det ondt.

Jeg kan heller ikke sove om natten og der gør alting meget værre, og gør mig mere forvirret. Jeg har næsten intet lavet hele dagen ud over at være rastløs og håbe på sms fra nicjy, til sidst skrev jeg til ham at jeg troede han var vred på mig, men han skrev at det var han ikke tværtimod.

Men jeg forstår ingen ting.

i morgen vil jeg sætte dosis ned til 10 mg igen, jeg ved jo at jeg ikke så godt tåler medicin, jeg får også alt for meget lige for tiden, både antidepressivt citalopram, og alopam og sovepiller og prometasin og kodipar, det er alt for meget og jeg roder rundt i al den medi, føler mig forgiftet og hjernemanipuleret.

Nåmen fra i morgen tager jeg kun 10 mg cita og en ½ kodipar og sove på, og så intet andet.

Jeg er også så ked af det, fordi jeg savner nicjy, og hjele tiden tænker på om han kommer sammen med en anden og de sammen griner af mig og af at jeg sender ham penge hver gang han spørger??, jeg kan jo ikke sige nej og føler at jeg er ond hvis jeg ikke hjælper ham, når jeg har lidt penge og han ingen har.

Min far ligger i coma på rigshospitalet, fordi han fik en blødning i maven, de tror da han overlever men de ved intet før om 2 dage, men han er også så gammel 82 og meget bange for at dø. Jeg vil helst være fri for at høre noget om det, for jeg har ikke kræfter til at tænke på det, altid altid altid har jeg skulle tænke på mine forældre før end mig selv og tage ansvar for dem mens de har været ligeglade med mig, aldrig har de besøgt mig når jeg lå på hospitalet hverken da jeg fødte mine to børn, eller den gang hvor jeg var ved at dø at en spontan abort, eller af blintarmbetændelse, i det hele taget har de været fuldstændige lige glade med mig hvis ikke jeg kunne bruges af dem tril at opfylde behov de selv havde. Det er hårdt at tænke på og hårdt at indse nu hvor jeg selv er ved at blive gammel, et liv i lænker, sådan tænker jeg om mit liv. Det er vel også naturligt at dø når man er 82.

Men hvis der stod en engel og spurgte om jeg ville tage af sted for ham, så ville jeg gerne, for jeg trænger til fred, evig fred, min far må gerne få resten af de år jeg har at leve i. meget gerne.

Alligevel tror jeg at jeg græder rigtig meget den dag han dør og jeg skal til begravelse, uanset om det er snart eller siden. For så nåede jeg jo aldrig , at få talt ud med ham at finde en forsoning.

Alt er mærkeligt, mine tanker især

tanker idag fortsat

Jeg ringede til søster ved middagstid, hun sagde at det muligvis kunne være de store beslutninger om aldrig mere at se mine forældre og ikke komme til deres begravelse, der også kunne have en del i at jeg er så ked af det. På en måde begraver jeg dem jo så nu i disse dage. Så måske vil det lette på sorgen om et stykke tid.

Jeg tog en ½ kodipar og gik en lille tur med hunden og med naboen, hun er nu sådan en livsklog gammel kvinde som har sin egen charme og som jeg så godt kan lide at snakke med. Alt det hun kan fortælle mig fra sit liv, det virker så beroligende.
Ja bare det at snakke med et anden menneske, det bryder isolationen for en stund. Bare jeg helt kunne glemme mig selv så kunne jeg måske blive glad igen , - for livet. For mit liv.

Til aften spise jeg klatkager med syltetøj, men har ikke meget appetit, jeg taber mig stadig og det er det eneste positive ved min depressive tilstand. Nu er jeg heldigvis kommet et pænt stykke under den vægt jeg havde inden jeg stoppede med at ryge. Alt i alt har jeg nok tabt 14-15 kg, uden at gøre noget, andet end at jeg spiser meget mindre end før. Ingen kur ingen diæt, tvært om, jeg spiser det jeg bager, ikke meget andet.

Nu håber jeg bare at jeg får sovet ordentligt i nat og i morgen når jeg tager min medicin, vil jeg også tage en ½ kodipar, for at kunne slappe af og ikke være anspændt som en flitsbue. Det var egentlig det jeg snakkede med søster om, ‘’tag det som hjælpe medicin’’ sagde hun indtil kroppen vænner sig til den nye dosis. Det vil jeg så gøre, det var et godt råd.

Jeg har fået syet lidt og lyttet til lydbog. Fik også en dejlig godnat sms fra Nicjy i går, den har trøstet mig hele dagen, fik en sms igen i dag og sendte en tilbage hvor jeg takken ham for hans ømhed og opmærksomhed, og venskab.
Det er lige som om der er så meget afsked i luften eller inden i mig selv.
Men nu godnat til alle jeg elsker, det vil jeg tænke på som det sidste inden jeg falder i søvn. At jeg har mennesker jeg elsker og som jeg er knyttet til, det er ikke alle der har det. I denne triste tid, er det vigtigt for mig, at huske på det jeg har, at være taknemmelig for.

Hole lot of shaking!

Saffy.

tanker idag

Jeg er så langt nede igen, pludselig overfalder mismodet mig, jeg har grædt det meste af formiddagen, og har mange triste tanker om at ende mit liv nu, tænker meget på at gå ned til vandet sent en aften og så bare gå ud og udad, indtil det er for sent til at vende om, lade det kølige vand lukke sig om mig som et blidt glemslens favntag.
Jeg stoler ikke på nogen mere, synes kun at jeg her hen over sommeren har oplevet menneskenes kulde og svigt, nu er det som om jeg intet føler, kun sorg og sorg og sorg, mere end jeg kan bære.

Jeg er ellers gået op i dosis, til normal dosis, men jeg synes ikke det virker, har kun hovedpine og ved ikke om det er medicinen eller fordi jeg græder. Jeg stoler ikke på medicin eller samtale med psykolog og heller ikke på læger mere.
Jeg er så ødelagt et menneske at ingen kur findes, og mit liv er efterhånden så begrænset at det ikke har noget indhold, andet end at vente på døden.

Jeg har besluttet ikke at tage telefonen mere, kun for mine børn og børnebørn og min søster, ellers ikke , ikke for nogen at dem, mine såkaldte venner, som jeg har snakket med. Jeg vil ikke besøge min far eller min mor mere og ikke komme til deres begravelse, de har aldrig holdt af mig eller gjort anden end at håne og skade mig slå mig og mishandle mig og givet mig til fremmede mænd som så kunne gøre med mig som de ville. Hvis min far sender mig flere penge vil jeg bare snde dem tilbage og ellers vil jeg bare blive i min lejlighed og i min by, indtil mit liv slutter, jeg vil bede til Gud om at jeg snart må dø, eller jeg vil drukne mig, så kan jeg afslutte det som mislykkedes for min mor, ja måske var det der jeg fik mit største knæk, det jeg aldrig er kommet mig over, jeg har ihvert fald mange tanker om den dag og den strand hvor hun prøvede at drukne mig. Hun har aldrig sagt undskyld og det har min far heller ikke.
Jeg kan aldrig komme mig før jeg får en undskyldning fra dem hver især.

Jeg må prøve at tage noget nerveberoligende og komme igennem dagen.