Nu er I gamle

Jeg har tænkt så meget her de sidste par dage, dog med uroligt hjerte. Jeg tænker på hvorfor i dog ringer til mig stadig og hvorfor I tror at jeg overhovedet har lyst til at snakke med jer. Hvorfor inviterer I mig til at komme og besøge jer, ja, selvfølgelig hver på jeres måde.

Mor, du ringer og er så ynkelig og tror at du kan presse mig til at rejse ind til dig, ved at fortælle at du er syg og at du ingen har til at sørge for dig. Men mor, jeg vil ikke snakke med dig, jeg vil ikke have noget af dit, jeg vil ikke besøge dig, jeg vil ikke vide af dig, ... ikke mere, ikke nu. Jeg bar dig i så mange år, og gjorde alt hvad du sagde, ja, - du ligesom tog dig ret til det der skulle have været mit liv, min tid til at vokse og lære, men det var ikke min tid, for du gjorde den til din tid, med dine krav og dine behov.

Alle dine selvmordsforsøg og alle de gange jeg skulle redde dig, alt det du satte i værk, fordi du selv skulle være i centrum altid, jeg var jo din lille slave, nu vil jeg gerne bare være fri og jeg vil have det godt nu, i mit liv, jeg vil være god mod mig selv, mod alle mine timer, og jeg vil ikke tænke på dig og ikke tænke på dine behov.

Faktisk ville jeg ønske at jeg ikke kunne mindes dit ansigt, dit forvredne ansigt indsmurt i blod, pludselig stukket frem bag en dør, så jeg blev så forskrækket at jeg næsten ikke vidste hvordan jeg skulle være til, jeg kæmper jo stadig med den forskrækkelse, mor, mange mange dage hver eneste år. Hvorfor ringer du til mig, hvorfor ringer du ikke til hjemmeplejen. Hvordan kan du på nogen mulig måde tro at jeg vil høre på dig eller rejse ind til dig, jeg har så megt gammel skræk siddende i mig at jeg knapt tør rejse ind til nabobyen for at handle. Hvad er det egentlig du vil mig mor?

Og Far, hvorfor inviterer du mig til frokoster, eller nej, hvorfor for du din nye kone til at inviterer mig til frokost, flere gange om året, vi har jo intet at sige til hinanden, kun den dybe tavshed, imens jeg tænker på alle de gange du slog mig.

Hvad tænker du på? .. Er det derfor jeg skal komme til frokost, for at sidde og gætte på hvad du mon tænker på. Men det vil jeg ikke far, jeg vil hellere kigge ud af vinduet. jeg vil glemme dit ansigt og hvor stor du var og hvor hårdt du kunne slå og hvor let du kunne knuse mig og hvor ofte I begge gjorde det.

Om og om igen år efter år.

Men jeg levede alligevel og jeg lever bedre end jer og gladere end jer.

Lad være at spørge efter mig. Jeg kommer heller ikke når I skal begraves engang.

Nu er I gamle og det er jeg også. En dag vil jeg også være fri

~Prudence