underlige dage

Jeg synes jeg bliver mere og mere syg, jeg er konstant svimmel og har hovedpine. Jeg gik jo ellers til lægen her i sommers, og det gav mig håb, jeg startede på antidepressiv medicin, og efter få dage fik jeg det meget bedre, men der gik ikke længe, før jeg fik et meget smertende eksem på mine hænder, med sår der blødte og gjorde ondt, jeg fik flere og flere, og igen gik jeg til lægen. han var så sød, sagde at det nok skyldes noget andet end medicinen, f.eks at jeg havde luget ukrudt? Så gav han mig noget creme med binyrebark hormon og det hjalp også, men kun på det eksem der var brudt frem, for der blev hele tiden ved med at komme nyt. Efterhånden fik jeg også mavesmerter, hovedpine hele tiden og sår i munden. Så stoppede jeg med medicinen og nu er der gået ca. 10 dage, sårene og mavesmerterne er gået væk, men jeg er langt nede igen. Jeg har tanker om at udefra kommende kræfter vil ødelægge mit liv, jeg tænker ofte at det ville være dejligt at dø og få fred. - Men nej, - jeg ønsker jo slet ikke at dø, jeg er bare træt af at have det så dårligt.
Jeg bliver så uendelig ked af, at jeg intet betød for mine forældre, jeg sørger stadig over alt det misbrug, mishandlig og psykisk nedgørelse, som jeg blev udsat for som barn. Jeg burde komme viderer og folk siger det til mig og tænker det, jeg tror de tænker det også når de ikke siger det.

Åh ja alt er kaos for mig lige for tiden. Gråden sidder som en tung sten i mit bryst og som et stramt bånd om min hals, måske er det den følelse der forhindre mig i at snakke med andre.

Men jeg kan da broderer igen, det kunne jeg næsten ikke på medicinen, så det er noget positivt oven i alt det negative.

Jeg gik på Nettet og fandt noget Naturmedicin, med perikon, kamille, baldrian og storkenæb, altså samlet i en pille, nu vil jeg så prøve det, jeg glæder mig faktisk allerede til det kommer her en af dagene. jeg tror bedre jeg kan tåle naturmedicin, selv om jeg godt ved at også det kan have bivirkninger. Men noget må jeg jo gøre, jeg kan ikke blive ved med at have det så dårligt. For som søster sagde til mig, ''hvis du bare går med din egen smerte, så vinder far og mor jo alligevel i sidste ende. Så får de sejren og fik lov at ødelægge dit liv og din glæde og din skaber kraft.

Jeg vil jo heller ikke virke så utaknemmelig, når nu jeg har så meget at være taknemmelig over. Jeg er gået mere ind i min tro igen, beder og læser i Bibelen og tænker over Jesu' offer og over at han kender enhver smerte, han forstå alt og tager det lidende menneske ind til sig, ikke kun mig , men alle også mine forældre, det er en stor trøst, en dejlig tanke. Uden min tro ville jeg være ilde stedt.
En ny bøn er kommet frem i mig

''Gud lad mig mærke din styrke og læg din kærligheds hånd om min skulder og hold mig fast''

Denne bøn hjælper mig meget lige i disse dage.

Jeg skriver igen i morgen, det hjælper mig også meget.