Jeg har tænkt på Nicjy lige siden jeg slog øjnene op i morges, det er egentlig lidt sygeligt, synes jeg selv. Jeg forsøgte at bekæmpe trangen til at sende ham en sms og det lykkedes jo også i går, men her i dag ved middagstid, der sendte jeg ham en, ville høre hvor han var og fortælle ham at jeg tænker på ham hele tiden. Men selvfølgelig fik jeg intet svar. Da jeg havde spist og gået med Sara, forsøgte jeg at ringe, men der er ingen forbindelse til hans telefon. På en måde er det jo godt at jeg gjorde det, for nu har jeg gjort mit, synes jeg. Nu må han så ringe tilbage hvis han vil.

Imedens, jeg gik tur, tænkte jeg på, at han jo den ene dag spurgte om vi skulle gå en tur i Ftermiddag, men da det så blev Ftermiddag, så gad han ikke alligevel, og dér, tænkte jeg på alle de gange og alle de brudte løfter som jeg voksede op med, alt hvad der blev lovet, blev aldrig til noget, så til sidst blev jeg følelses løs over for løfter, selv om jeg stadig blev skuffet, men jeg regnede aldrig med at jeg kunne få det som jeg ønskede mig og den følelse er stadig inden i.

Nu medens jeg skriver, kan jeg mærke at det har givet ro at følge det jeg ville, mht. at sms’e og ringe, i stedet for at undertrykke trangen, følelsen af at nu har jeg gjort hvad jeg kunne varer ved. Det er nyt og jeg må prøve at huske det.

Jeg har besluttet mig for at jeg vil lave varm mad til middag i stedet for om aftenen, så bliver min dag bedre tror jeg, for så går det meste af dagen jo med at foretage mig noget og så kan jeg få en lang og arbejdsom Ftermiddag, i hvert fald vil jeg forsøge det et stykke tid.

Jeg har mange tanker og meget uro, jeg har faktisk tanke mylder, som en stemme der kværner konstant inde i mit hoved, det er min egen stemme, men alligevel, jeg kan godt se at jeg har presset mig selv alt for hårdt her det sidste års tid, ved at tage alle Nicjy’s problemer på mine skuldre, og involverer mig alt for meget, jeg skulle have trukket mig lang tid før, og sagt at jeg ikke kunne magte alt det, jeg er jo selv syg og er blevet betydelig dårligere det sidste års tid. Det siger også alle de der kender mig.

Jeg har så meget indre uro at jeg blev overvældet af bange følelser da jeg skulle gå tur med Sara, den der følelse af at nu falder verden sammen, at en frygtelig begivenhed vil ramme mig , at jeg bliver udslettet og til intet, at jeg ikke er et 'rigtigt' menneske.