Nattens gerninger

Jeg vågnede ved kvart i 3 tiden, og følte mig rigtig syg, min hud er brændende og jeg er forkølet og med ondt i maven, jeg får det så dårligt ved at være vågen om natten. Jeg prøvede at lægge mig til at sove igen, men søvnen ville ikke komme. Det ville tankerne til gengæld. Jeg kom til at tænke på når mor slæbte mig rundt i byen om natten fordi hun ville drikke, fra værtshus til værtshus, eller på natklub, tjenere og andre gloede noget, men hun var ligeglad med kommentarer, hun var i det hele taget ligeglad, med mig , med andre og med sig selv også. Flere gange drak hun så meget at hun ikke kunne kende mig, ‘’ hvem er du? Spurgte hun - med fremmede glasagtige øjne, … men det er jo mig - Prudence, det er jo mig mor din datter! , - ‘’ Nå er det dig søde Prudence, nu skal vi ud i byen og have noget at drikke, mor skal have noget at drikke-

Eller hun kendte mig ikke, og blev bare ved at spørge ‘’hvem er du? , mens jeg asede og masede med hende for at få hende hjem i seng- Det skete at hun faldt om på fortovet og jeg måtte ringe efter en ambulance eller at nogen der kom forbi ringede. Men jeg var gladest når jeg kunne se gadedøren og få mor op i lejligheden. Slå den brune sovesofa ud og få mor til at lægge sig, så vidste jeg at der ikke gik længe inden hun sov. Om morgenen kunne hun intet huske, ‘’har mor gjort noget dumt? Spurgte hun, fortæl mor hvad mor har lavet, men jeg svarede bare undvigende og med det jeg vidte hun helst ville høre, ‘’ at hun bare havde været fuld og var gået hjem i seng.

Så blev jeg sendt i kiosken for at ringe til mors arbejde og købe havskum til hende og et stykke chokolade til mig selv. Så lovede mor at nu var det slut, nu ville hun gå på antabus og somme tider gjorde hun det også, så fulgte jeg hende op på ambulatoriet på Frederiksberg hospital og hun tog antabus, men når hun fik lyst, så kunne hun drikke virkningen af antabussen væk.

Senere da jeg belev større, begyndte hun at slæbe mænd med hjem, og så begynte alt det onde, ja alt det onde der eskalerede og som jeg aldrig rigtig kan snakke om. Derfor er det at jeg hader at være vågen om natten. Jeg har lyst til at skrive en bog om min historie, men så stærk bliver jeg jo aldrig, og hvis jeg gjorde, ville mange nok bare tro at det halve var løgn, og det ville på en måde blive et forræderi mod mig selv. Eller jeg ville kun kunne tage det halve med, lige som i denne dagbog.